The details are not the details,
they make the design.

– Charles Eames

Hvad er et designbureau?

Vores fokus er altid på design som slutprodukt – men udviklet som produkt af en proces, der involverer flere forskellige kompetencer og discipliner såsom strategi, metode, kreativ tænkning og håndværk. I modsætning til f.eks. et reklamebureau eller en konsulentvirksomhed, beskæftiger vi os ikke med at udvikle salgskampagner eller forretningsstrategier. Vores rolle er, i en kreativ og skabende kontekst, at omsætte brandværdier, strategi og kommunikation til visuel form, forståelse og identitet.

 

Har I en bestemt designstil?

Nej, det har vi ikke. Som designere har vi uundgåeligt vores egne stilpreferencer, og generelt set er vi nok inspireret af en modernistisk tilgang til arbejdet med æstetik og form – men vi lægger stor vægt på, at ethvert visuelt udtryk altid skal passe til subjektet og udvikles med udgangspunkt i den aktuelle opgave.

 

Hvad er vigtigst – æstetik eller koncept?

Æstetik og koncept udgør hver sin halvdel af en god løsning, og den ene kan oftest ikke fungere uden den anden. En æstetisk smuk løsning, uden en bagvedliggende idé og struktur, holder sjældent særligt længe. Og et godt koncept, uden et komplementerende visuelt udtryk, vil ofte blive overset. Vi bestræber os på at udvikle langtidsholdbare løsninger, baseret på gode idéer, gennemtænkte koncepter og interessante visuelle udtryk.

Hvilken type kunder arbejder i sammen med?

Vi har ikke en forudfattet indstilling til, hvilken type kunder vi gerne vil arbejde sammen med. Vores fokus er altid på den givne opgave. Så længe projektet er interessant, og vi synes at der er noget vi kan bidrage med, har vi stor lyst til at gå i dialog med alle typer virksomheder og organisationer. Vi arbejder dog bedst, når vores kunder er selvbevidste og involverede i processen, når vi får modspil og medspil, og når der er holdning og mod til at vælge dén type løsninger, som vi kan tilbyde.

 

Er I dyre?

Vi er professionelle, passionerede og dygtige til det vi laver – og vi tager tilsvarende betaling for vores arbejde. Men vores honorering er både gennemsigtig og konkurrencedygtig.

 

Hvordan startes et projekt?

Et kompetent forarbejde og en god dialog er forudsætninger for en effektiv proces og et godt resultat. Derfor er en grundig research- og analysefase altid udgangspunktet for ethvert projekt. Vi anser det som en del af vores opgave at stille spørgsmålstegn og udfordre forventninger og forestillinger om en given opgave, for at sikre at alle tanker er tænkt, inden det mere detaljerede designarbejde begynder.

Kan I alt?

Nej, det kan vi ikke. Vi har valgt at fokusere på de arbejdsområder og discipliner hvor vi har seniorkompetencer, og har derfor ingen ambitioner om at kunne løse alle typer opgaver. Har vi ikke selv ekspertisen til en given opgave, henviser vi dog gerne til eksperter i vores netværk, eller arbejder sammen med kundens kontakter. Vi er altid interesserede i at lære nyt og værdsætter samarbejde med fagfolk, konsulenter eller eksperter fra andre fagområder.

 

Hvad er jeres uddannelsesbaggrund?

På Re-public er alle designere uddannet fra anerkendte danske og internationale designskoler. En videregående uddannelse giver en solid basis af viden, teori og metode – men i det praktiske arbejde, er det dog mindst lige så vigtigt også at være passioneret, eksperimenterende og nysgerrig.

 

Deltager I i udbudskonkurrencer?

Vi deltager gerne i konkurrencer, men ikke uden forbehold. Det er vores holdning, at vi ikke deltager i åbne konkurrencer uden honorar, hvor konkurrenceudbuddet er uhensigtsmæssigt sammensat, eller hvor der ikke er mulighed for dialog med opgavestiller. Gratis arbejde er devaluerende for vores fag, og for branchen generelt. Vi prioriterer i stedet at bruge vores tid på vores kunder, på at dygtiggøre os, og på professionelle konkurrencer, der anerkender at vores arbejde forudsætter grundig dialog og passende honorering.